Da jeg skulle vælge studie, var jeg i tvivl om alt fra naturvidenskab til idræt og så til økonomi. Økonomi på KU var også inde i overvejelserne, men det blev fravalgt primært på grund af at den er lidt mere teoritung på matematikken, mens tilgangen med primært anvendt matematik på HA Almen var mere interessant for mig.
HA Almen er blandt andet kendetegnet ved en masse eksamener, hvilket kan være udfordrende hvis man har tendens til nervøsitet eller andre problemer i forbindelse med eksamen. Her synes jeg dog man kan vende det til noget positivt at mange af eksamenerne ikke tæller 100% af faget, så der er mindre pres på den enkelte præstation da vurderingen bliver fordelt over flere. Derudover kan de også fungere som en hjælp til at få læst grundigt op undervejs, så man ikke sidder og skal læse et helt års pensum til sommereksamenerne.
I forbindelse med de mange eksamener på CBS har det for mig været vigtigt at være en del af en aktiv studiegruppe. I særdeleshed med gruppeopgaver- og eksamener, men også ved de individuelle samt det generelle pensum hjælper det at have nogen at læse op med. Det fungerer også godt som en ekstra motivationsfaktor at der er et fælles ansvar for at have lavet sine ting.
Find en studiegruppe som fungerer for dig. Det er vigtigt at have nogenlunde ens forventninger og ambitioner, så der er en stabil fælles indsats til opgaver og eksamener.
Mød op til undervisningen. Det er de færreste som formår at læse hele pensum, men meget kan læres ved at møde op og deltage i undervisningen, også selvom man måske ikke er så velforberedt til den forelæsning som man ønskede.
Hør hvad studerende på HA har at sige om studievalget og hverdagen på studiet. Og kontakt dem med dine spørgsmål.