Zandra Christina Wamberg

Kontakt mig
hero
play

Mit studievalg

Mit studievalg kom på en måde snigende, da HA (psyk.) altid har være en uddannelse, som har haft min interesse, uden at jeg helt kunne sætte en finger på hvorfor. Jeg valgte dog at følge en personlig interesse til at starte med, og læste en professionsbachelor i ernæring og sundhed. Efter at have færdiggjort den, kunne jeg dog mærke, at jeg ikke helt var det sted, jeg havde håbet på og drømt om, så jeg genoptog den gamle idé, og valgte at gøre den til virkelighed. Et valg jeg ikke har fortrudt! Det som jeg havde savnet aller mest på min første uddannelse, var det psykologiske aspekt og viden om, hvorfor vi handler som vi gør.

Jeg har tidligere arbejde som teamleder i forskellige sammenhænge, og er meget optaget af, hvordan man får mennesker til at trives og præstere bedst muligt, i professionelle sammenhænge. I kombination med det økonomiske fundament, som vi også får på psyk, så jeg en rigtig spændende mulighed for at blive klædt godt på til at begå mig i erhvervslivet, samtidig med, at jeg kunne blive endnu klogere på mennesker, hvilket jeg ind til nu, kun er blevet bekræftet i.

Tanken om at starte forfra og læse endnu en bachelor, skræmte mig i starten, fordi jeg vidste, at jeg ville være en del ældre end de fleste andre. Men det har på ingen måde været et problem, fordi der er en rigtig god social ånd på psyk. På trods af corona, og rigtig meget onlineundervisning, har jeg fået en masse rigtig gode venskaber, og det har vist sig, at alder i sidste ende, jo bare er et tal. Jeg kan kun anbefale at springe ud i det, følge dine idéer, og give slip på hvad end du måtte have af bekymringer. For det viser sig ofte, at de fleste af dem kun eksisterer inde i ens hoved.

Min uddannelse

Noget af det, som jeg har fundet ud af, er mest vigtigt for mig som studerende, er at have styr på, hvad der forventes af mig i de forskellige fag. Jeg valgte ret tidligt at sætte mig ind i det forskellige læringsmål, som findes for hvert enkelt fag, fordi det gav mig en ro at vide, hvad der blev forventet af mig. På den måde blev det også lettere at tilrettelægge min egen forberedelse i fagene. Det lyder let, men jeg har måtte sande, at det ikke altid er lige til at regne ud, hvordan man lærer bedst, eller hvilken form for noteteknik, som virker bedst. I stedet for at stresse over det, har jeg prøvet forskellige teknikker af, og suget til mig af gode råd og erfaringer fra mine medstuderende.

Noget, som jeg føler er unikt for HA (psyk.), er den store hjælpsomhed, som findes blandt os studerende. Vi kalder det ”psyk-ånden”. Der eksisterer en åbenhed og villighed til at samarbejde, som jeg til at starte med, ikke troede jeg ville møde på CBS. Derfor har jeg også fået rigtig meget ud af at spørge mine medstuderende til råds, når der var noget jeg ikke kunne forstå, ikke kunne finde eller når jeg generelt manglede hjælp. CBS er ikke kun pæne jakkesæt og stræbermentalitet. Det er i langt højere grad hjælpsomhed, jeans og plads til alle.

Gode råd

1

Hav styr på dine bøger og pensum fra starten. Læsebyrden er en del større end gymnasiet, og det er derfor ikke super fedt, hvis man kommer langt bagud fra starten. Du finder med tiden ud af, hvordan du lærer bedst og hvilke fag du har behov for at bruge mere tid på, end andre. Men en god start er alfa omega i forhold til at have overskud til sjov og ballade.

2

Spørg om hjælp. Det at læse på universitetet er nyt for størstedelen af alle der starter, og du er helt sikker ikke den eneste der ikke forstår dit skema, har svært ved at finde tekster til pensum, eller langt fra har forstået en kringlet teori i socialpsykologi. Så spørg om hjælp og hjælp også, hvis der er noget som du er god til. Man lærer utrolig meget af at forklare ting for andre og det med at hjælpe hinanden, bidrager til den helt unikke sociale ånd, som vi er så stolte af på Pysk.

3

Vær ikke bange for at vælge forkert. Jeg skriftede retning som 26-årig, fordi jeg kunne mærke at der skulle ske noget. Jeg trængte til at lære noget nyt og til at udvikle mig. Og selv 2. gang jeg valgte uddannelse, var jeg i tvivl. Men jeg sprang ud i det, og er i dag rigtig glad for, hvor jeg står. Så overvejer du at læse HA (Psyk), men er i tvivl om, om det er den rigtige uddannelse, så gå med din mavefornemmelse og vær ikke bange for at vælge forkert. For du kan altid vælge om. Og ellers så skriv til mig, så lover jeg at svare på alle de spørgsmål du måtte have om uddannelsen.

STUDERENDE PÅ HA(PSYK.)

Hør hvad studerende på HA(psyk.) har at sige om studievalget og hverdagen på studiet. Og kontakt dem med dine spørgsmål.

Luanna Isabel Faustino Sousa Veiga

Read more

Emma Bisgaard Strange

Read more

Amalie Aagaard

Read more