Mit studievalg
I løbet af min gymnasietid, var jeg overbevist om, at jeg skulle læse til ingeniør. Men jeg kom lidt tilfældigt forbi CBS til et åbent hus-arrangement, hvor jeg stødte på HA Almen. Siden der tror jeg aldrig helt jeg var i tvivl om, at det var HA Almen jeg ville læse. Det tiltalte mig meget at have matematik med et mere praktisk-orienteret synspunkt, ligesom jeg havde en stor interesse for økonomi.
Derudover åbner HA Almen op for en større mængde af kandidatuddannelser, hvor man der har mulighed for at vælge den retning, man gerne vil specialisere sig i. Det så jeg som et ekstra plus ved HA Almen, da jeg var meget i tvivl om, hvilken retning jeg ville i forhold til valg af kandidatuddannelse.
Socialt kendte jeg nærmest ikke nogen, der overhovedet skulle starte på CBS. Og særligt med de mange studerende der er på HA Almen, var jeg lidt nervøs omkring, hvorvidt det sociale ville komme til at fungere. Man bliver delt op i mindre hold, hvor det ligesom fungerer som sin klasse, og det bliver derfor lidt nemmere at overskue. Og alle står nærmest i samme situation, når studiet startet, så du skal nok kunne finde nogle du er på bølgelængde med.