Mit studievalg
For mig var det vigtigt, at mit studievalg pegede mod noget, som jeg kunne se mig selv arbejde med. Jeg har altid vidst, at jeg på den ene eller anden måde skulle arbejde med at motivere og udvikle på mennesker, hvorfor mit valg om at vinke farvel til min naturvidenskabelige retning fra gymnasiet egentlig var forholdsvis nemt, selvom jeg altid har haft en stor passion for det naturvidenskabelige.
Derudover er jeg i høj grad drevet af at skabe resultater og at gøre en forskel, både for virksomheder såvel som mennesker. Af den grund interesserer ledelse mig utrolig meget, samtidig med, at jeg finder det vigtigt at have godt styr på erhvervsøkonomi. Jeg har derfor altid hældt til, at jeg skulle på CBS. Det var egentlig mest af alt de to faktorer, ledelse og erhvervsøkonomi, jeg ledte efter, da jeg kiggede på studie. Jeg brugte funktionen ’Sammenlign bacheloruddannelser” på CBS’ hjemmeside utrolig meget, da jeg synes, at den giver et godt overblik over hvordan de forskellige studier er sammensat. For mig stod valget til sidst mellem HA pro, International Business og HA kom. Jeg fandt, at jeg syntes at økonomi fyldte lidt for meget på IB, samt lidt for lidt på HA kom, hvorfor mit valg faldt på HA pro, da jeg også syntes, at det virkede til, at den linje var den af de 3, der havde mest fokus på ledelse.